Spøger det på Trudsholm?

Det er et ofte stillet spørgsmål fra Trudsholms gæster. Nogen ville helst høre svaret: ”Nej, i kan roligt overnatte”, mens andre håber at høre: ”Ja, der er næsten garanti for at opleve spøgelser hver nat på Trudsholm”.

Svaret ligger nok et sted midt imellem. Der er flere personer, der har måtte forlade huset før beregnet på grund af en uhyggelig fornemmelse, men der er langt flere, der ikke oplever spøgelserne. Holder du fest og larmer, vil I intet mærke, men går du rundt alene, er sådan et stort tomt hus jo i sig selv lidt uhyggeligt.

Spøgelsesjægere på Trudsholm

D. 13. til 14. oktober 2012 blev Trudsholm invaderet af spøgelsesjægere fra Dansk Parapsykologisk Aspekt. (www.parazonen.dk)

De var  7 personer i gang med at måle, filme og overvåge om der forgik noget spændende.  De oplevede flere interessante ting og fik optagelser af paranormale fænomener på Trudsholm. Der er både film og lydklip, og det er ikke særlig uhyggeligt, omend mystisk. En grundig fortælling om de personlige oplevelser kan du også læse.

En af deltagerne, Søren Løvendahl fortæller:
 "Der var flere af os der mærkede noget, og vi vil komme tilbage for at forsøge at dokumentere den natlige aktivitet. En af os oplevede at blive hevet i buksebenet, og flere hørte stemmer, der ikke var deltagernes. Der var både mandlige og kvindelige stemmer. Vi glæder os til at vende tilbage."

 Og alle vi andre glæder os til at høre mere om hvad de opdager.

Hvem kan det mon være?

Der er sikkert sket mange spændende ting på Trudsholm i de 462 år den nuværende hovedbygning har eksisteret.  En veldokumenteret historie fortæller om dengang da Jacob Biørn Grundtvig i 1776 købte Trudsholm af Anders Dinesen. Han betalte udbetalingen, men de senere beløb udeblev. Det viste sig, at Grundtvig havde druknet sig i voldgraven. Han havde bundet sten fast til kroppen, og blev først fundet noget senere. Han havde efterladt et afskedsbrev, hvori han sagde undskyld til sin familie og forklarede, at det føltes som om han var som sunket i et kæmpe sort hul. Han kunne slet ikke overskue at forsøge at komme videre. I dag ville man kalde det en depression.

 Historien er yderligere interessant, idet Jacob Grundtvig er salmedigteren N.F.S. Grundtvigs onkel, og man har ment at N.F.S. Grundtvig var manio depressiv. Denne diagnose er således kraftigt underbygget af hans onkels afskedsbrev og selvmord, da sygdommen er stærkt arvelig. Efter Jacob Grundtvigs død, købte Geheimeråd Frederik Christian Rosenkrantz, (fra Ryegaard) Trudsholm. Siden er Ryegaard og Trudsholm ikke blevet handlet, men er forblevet i samme familie.