Ryegaards historie før 1520

Alle kender nok kysten imellem Munkholmbroen og nordspidsen af halvøen Bramsnæs. Et sted på denne strand, for 3-4000 år siden, kunne der godt have stået en mand. Vi ved nemlig, at der var mennesker her på dette tidspunkt, da der er køkkenmøddinger i skrænterne og skåltegn i et par sten oppe i Ryegaard Dyrehave. Dertil vidner kæmpehøje spredt ud over landskabet, ca. 75 stk alene på Ryegaard, om de tidligere beboere, og der kan endnu findes flinteredskaber.

Manden på stranden er utryg. Han ser fra side til side, men han kan ingen mennesker se. Han vader lidt ud i vandet og griber fat i en ruse, der er lavet af sammenbundne hasselkæppe. Han når dog ikke at se, om der er fisk i rusen, for der lyder nemlig høje råb fra skovkanten, og et par vrede mænd kommer løbende: "Du skal ikke stjæle vores stammes fisk. "I kan selv fange jeres egne!" Manden ved rusen skynder sig derpå sydover hjem til sin egen stamme.

Er der ikke noget bekendt ved denne situation? Kunne det samme ikke være sket her i dag?

I dag sejler vi også på fjorden, fisker og går på jagt, både her og på land, ligesom dengang, for mange, mange år siden. Mon der egentlig er sket så meget nyt "under solen," sådan ret beset?

I oldtiden tilbad menneskene solen som deres gud. Der kom andre guder til gennem tiderne, mange guder, og i dag har vi da en meget god gud, ingen tvivl om det!

For ca. 1000 år siden begyndte kristne danskerne at bygge kirker til deres gud. Dem af træ er væk, men dem af sten er her endnu. De står bare der, i al deres enkelthed, som regel på en bakke med tårnet mod vest. De fleste hvidkalkede med rødt tegltag. De praler ikke, men smukke det er de! De har stået her længere end næsten alt andet i dette land, og vi bruger dem stadig som Guds hus.

Men tilbeder vi ikke også stadig solen? Vi liver op, når dagene længes, og lyset kommer tilbage. Menneskene lægger sig ud for at blive brune og for at komme til at se godt ud. Der siges, at det er farligt, men det må være det værd, for menneskene holder jo ikke op med det.

Igen kan man spørge : Er der mon så meget nyt . . . . ?

Rythe i Walbursherred nævnes første gang i 1350. Det er altså på Valdemar Atterdags tid.

Rythe betyder den plads, der er ryddet i skoven. Navnet blev senere til Ryegaard. Walbursherred betyder Voldborg Herred. En stor del af det vi i dag kalder Horns Herred, er en del af Voldborg Herred. Vi finder det gamle Voldborg Herred strækkende sig fra Hønepilbroen lige nord for Krabbesholm og sydpå til Hvalsø-området.

I 1350 lå Ryegaard umiddelbart vest for Rye kirke. Sandsynligvis et samlet bygningskompleks, hvori indgik hovedbygning, avlsbygninger og kirken. Hovedbygningen var opført af frådsten (også kendt under betegnelsen kildekalk), sandsynligvis udgravet, tilsavet og tilkørt fra frådstensforekomsterne i Vintre Mølle. Udgravninger og opmålinger af gården blev for få år siden udført af Roskilde museum.

Der har naturligvis været mange ejere. Den første nøje kendte var Jacob Olufsen, der ejede Ryegaard fra 1350 til 1362. Han var høvedsmand på Als, desuden bispe-lensmand på Fodby og blev under Dronning Margrethe en af landets største lensmænd. I såvel Holbæk, Kalundborg som Trudsholm i Jylland, havde han i forlening. Det er muligt, at navnet Trudsholm øst for Kirke Sonnerup, stammer fra Jacob Olufsens tid.

I Ejby bor i dag efterkommere efter David Arildsen Quitzow, som 1452 nævnes Ridder i Rythe, altså ejer af Ryegaard. David Arildsen Quitzow møder i 1464 i Voldborg Herred og vidner om en Sct. Lucie Domkirke i Roskilde tilliggende skov " hos Trudsholm ", atter et fingerpeg i retning af en forbindelse mellem Trudsholm og Ryegaard. De har nok hørt sammen ganske længe!

Vi ved lidt om, hvad man har beskæftiget sig med gennem tiderne. Landbrug har der sikkert været drevet, men næppe skovbrug af betydning.

De skiftende ejere har naturligvis brandskattet bønderne og derigennem skaffet midler til driften, ligesom hoveriet har været udbredt, ingen tvivl om det. Det er i de senere år godtgjort, at det var herremændene, der byggede kirkerne. Det var en god forretning at have en kirke, idet befolkningen skulle betale afgifter til den. Den har nok ikke" fået for lidt"! Herremanden vedligeholdt så til gengæld kirken. Til dette hørte, at præsten m.fl. skulle lønnes, billedskærere og kalkmalere skulle betales. Ja, alt ialt, de kloge har altid narret de mindre kloge!

Af andre aktiviteter kan nævnes et antal industrier i Vintre Mølle og et garveri ved Langtved Færgekro, hvor man udnyttede vandkraften som energi. Vindmøllerne, der enten var tækket med strå eller spåner, er nok kommet til lidt senere. Der har endvidere været karpedamme formentlig i Gl. Dyrehave (i nærheden af nuværende Ryegaard Dyrehave), men helt sikkert i Langtved. Sidst nævnte er i øvrigt blevet genetableret for nyligt, dog ikke som karpedamme, men af hensyn til jagten.

Ca. 1492 blev biskoppen i Aarhus, Niels Clausen Skade, ejer af Ryegaard. I hans testamente af 25 juli 1520 står bl.a. at en af hans arvinger, Birgitte Olufsdatter, "skal have Ryegaard, Rye by og mølle, samt det marsvins dræt øst for Bramsnæs, som fra Arilds tid har hørt til denne gård, og det våde dræt og fiskeri i Vrangbæk (ved Ejby) og halvdelen af Bramsnæs".

Her får vi bl.a. den oplysning, at fra ca. år 1500 har der været fanget marsvin i Bramsnæs Vig. Det foregik på den måde, at man spændte net over vigen med en åbning i midten. Et par drenge blev posteret på et højt punkt, hvorfra de kunne overse vigen. Når en flok marsvin var svømmet igennem åbningen i nettet, gav drengene signal, og man roede ud for at lukke åbningen. Herefter har man slagtet marsvinene inde på lavt vand på hver side af Koholmen.

Der må have boet en familie her på egnen, der hed Bram. Bramsnæs halvøen kender vi vist alle. I Ordrup Skov, ude på Egernæs, fandtes en lille tange, der hed Brammernæs. Den forsvandt, da man byggede en dæmning og inddæmmede Marup enge. I Enghave-skoven findes Morten Brams Have. Det fortælles, at Morten Bram havde forbrudt sig på en eller anden måde. Nok ikke meget alvorligt? Han blev dømt til at grave et "U" med rette vinkler. Det fremstår sådan i ca. gærdehøjde i dag. Det blev jo gravet med hånden - besynderlig straf - men selvfølgelig mere humant end, hvad man i de tider ellers kunne have fundet på!

Forfattet af  Niels. H. R. greve Scheel, 1933-2006