Ryegaards historie efter 1770

Ryegaards historie fra år 1770
Frederik Christian var ikke særlig populær. Han var en bestemt modstander af stavnsbåndets ophævelse og kaldtes "fin" (snedig) og herskesyg. En dame ved navn Dorthe Biehl kaldte ham "en sort sjæl" p.gr.a. hans hårde fremfærd mod den ædle Fabriksmester Gerner, der berøvede sig livet.

Dette er ofte omtalt og Bernstorff, (en af initiativtagerne til stavnsbåndets ophævelse) kaldte ham i sine breve den "kloge, men onde" Rosenkrantz. Arkiver på Bregentved skal dog gemme et stort materiale, der stiller ham i et adskilligt gunstigere lys. En betydelig mand var han. Han var smuk som ung, og som ældre grandseigneur helt i adskillige af det letfærdige hofs galante eventyr og meget godgørende. I Rye oprettede han en spindeskole for 10-12 piger og et garveri ved Langtved Færgekro.

Hans liv var dog mest optaget af statstjeneste af forskellig art. I 1770 entledigede Struense ham, på hvilket tidspunkt han altså var ruineret. Frederik Christians kone Dorthe Reedtz var død 180l, og deres eneste søn var død i 1782.

Slægten Rosenkrantz havde svært ved at tilgive ham, at de rige godser ved hans bestemmelse gik ud af slægtens eje, samt at han forbigik nevøen Iver Rosenkrantz på Rosenholm i arvefølgen. Dette er dog til dels forståeligt, da han anså sin nevø Iver Rosenkrantz på Rosenholm, for at være en ubetydelig landmand. Hans universalarving blev den rigt begavede nevø Niels Rosenkrantz, der imidlertid døde uden arvinger. Frederik Christian havde jo lovet sin mor Charlotte Amalie, at betænke slægten Scheel. Man må formode, at han håbede på, at den begavede Niels Rosenkrantz ville være i stand til at oprette Stamhuset og lad dette overgå, til Scheelerne.

Historiens dom over Niels Rosenkrantz er udelukkende gunstig. Han blev født 3 sept. 1757 på Øjestad i Norge. Han blev gift 1774 (17 år gammel!) med Varvara Vjasemskij, datter af Fyrst og Fyrstinde Vjasemskij, og søster til Grevinde Tolstoj. Hun blev ham en ypperlig hustru, men deres store hus i Bredgade i København kostede enorme summer. Det skal i øvrigt have været det første af sin art i hovedstaden.

På Ryegaard mindes han som en sjælden mild godsherre. Han forsøgte at fremme industri, og bryggede således myreeddike af myretuer i skoven, anlagde kurvefletnings værksteder og dyrkede i vid udstrækning kartofler. I 1806 optog han en kapital af 25.000 rdlr. til godsets forbedring, og samme år blev stiftet et legat.

Hans offentlige virksomhed tilhører Danmarkshistorien og er almindelig bekendt. Fra 1782 til 1810 virkede han som diplomat, blev så gehejmekonferensråd og statsminister, hvad han var til sin død 6 jan.1824. Hans enke, Varvara, fik bolig i et hus, der lå, hvor det nuværende Ænkesæde ligger. Hun døde barnløs i 1849. De er begge begravet på Rye kirkegård lige øst for tårnet.

Ved Niels Rosenkrantz død gik Ryegaard ud af slægtens eje. Stamhuset Rosenkrantz blev i henhold til Frederik Christian Rosenkrantz' testamente, oprettet af Niels Rosenkrantz d. 18 marts 1804. Det var erektor tilladt at sælge to af de fem gårde. Egholm med Krabbesholm blev frasolgt og ejendommen udgjorde herefter:
Ryegaard: 100 tdr. hartkorn med 17 tdr. skovskyld, 80 tdr. kirke- og kongetiender, bøndergodset 210 tdr. hartkorn.
Trudsholm: 31 tdr. hartkorn med 16 tdr. skovskyld, bøndergodset 191 tdr.
Barritskov: 48 tdr., hartkorn med 6 tdr. skovskyld., 69 tdr. kirke- og kongetiender, bøndergodset 242 tdr.
Kirkerne i Rye, Hyllinge, Sonnerup, Barrit, Vrigsted og Klarkring.

I Strandskoven findes en grøft, der kaldes kræmmerbækken. Det fortælles, at en omvandrende krammer havde overnattet her. Nogen var fulgt efter ham, i den tro, at han havde penge. De slog ham ihjel, røvede hans værdier, og trak ham ind i en overkørsel over grøften. Historien melder ikke noget om, at de blev fanget!

Hvis man synes, at beretningen er indviklet, p.gr.a. de mange navne og årstal, kan jeg sige, at det bliver endnu værre De nyeste arvinger til Ryegaard hed i 182 år stort set det samme:
Henrik Jørgen Scheel 1796 - 1882
Frederik Christian Rosenkrantz Scheel 1833 - 1912
Henrik Jørgen Scheel 1866 - 1917
Frederik Christian Rosenkrantz Scheel 1897 - 1978

Herefter er "den onde cirkel" blevet brudt!

Niels Henrik Rosenkrantz Scheel 1933 -
Johan Christian Rosenkrantz Scheel 1960 -
Frederik August Rosenkrantz Scheel 1993 -

D. 26 okt. 1796 fødtes, som 2den søn på G1.Estrup, Henrik Jørgen Scheel. (Min tipoldefar). 12 år gammel i 1808, deltager han som kadet i forsvaret af København mod den engelske flåde, og ender som kaptajn i den danske flåde.

Når han ikke sejlede, boede han i København. En dag i 1824 er der dumpet et brev ind til ham med besked om, at han havde arvet Ryegaard ! Han har sandsynligvis ikke vidst noget om det i forvejen. Henrik Jørgen giver sig god tid. Han har rimeligvis noget tjeneste tilbage at udføre for flåden. På St.Croix har han mødt Anne Eliza Norbach Prom, født 29 aug. 1800. Hendes far var nordmanden og mægleren Samuel Prom og moderen var engelsk og hed Elisabeth Markoe.

Henrik Jørgen og Anne Eliza gifter sig i København i 1826. De får to døtre og en søn inden de flytter til Ryegaard ca.1833. Herefter får de en datter og to sønner, altså. i alt 6 børn. De flytter ind i de to gamle bindingsværks bygninger, men har så vidt vides også lejlighed i Bredgade i København. De gamle huse på Ryegaard har nok været fæle at bo i om vinteren, derfor flyttede de til Bredgade i den kolde tid.

Henrik Jørgen havde jo været vandt til at flage med splitflag i flåden, og det er ganske givet han, der begyndt at flage med et sådant på Ryegaard, og familien gør det stadig ved særlige lejligheder. Hvis vi skal være lidt frække, har vi flaget med splitflag længere, end det nuværende (Glücksborgske) kongehus.

I Henrik Jørgens tid blev der frasolgt en masse mindre gårde og huse, hvilket sikkert har været en klog beslutning, da man så bedre har kunnet holde sammen på resten.

D. 17 jan. 1842 blev en familie myrdet. Familien bestod af Niels Jørgensen, hans hustru Marie og deres 12 årige søn Jørgen. De boede i nærheden af Ejby, og er begravet på Rye kirkegård.

Efter et dygtigt efterforskningsarbejde blev to mænd fra Venslev anholdt, og de tilstod. Det fortælles, at de midlertidigt blev låst inde i kælderen under kørestalden på Ryegaard. Senere blev de overflyttet til Roskilde, hvor de blev halshugget på galgebakken d. 22 marts 1843. Alt iflg. bogen om Rye - Sonnerup af L.P.Bigaard.

Både Anne Eliza og Henrik Jørgen var efter sigende meget vellidte på gården og på egnen. På malerier af dem udstråler de megen varme. Henrik Jørgen dør i 1862 og et monument med hans buste står i parken. Anne Eliza flytter til det før omtalte Enkesæde, det blev dog forinden istandsat. Der blev fældet et lindetræ, således at hun fra boligen, kunne se sin mands monument. Den offentlige vej gik dengang tættere på Enkesædet end den gør nu. Det fortælles, at når folk der kendte hende passerede forbi, også om natten, tog de hatten af for den gamle, vellidte dame ! Hun dør 1878 og begge mine tipoldeforældre er begravet på Rye kirkegård vest for tårnet.

Min oldefar Frederik Christian Rosenkrantz Scheel blev født i 1833, og overtager i 1862 Ryegaard efter faderens død.

Hvorfor nu pludseligt noget med Rosenkrantz? Jeg mener, at Anne Eliza og Henrik Jørgen, som jo var de første Scheeler på Ryegaard, har villet hædre familien Rosenkrantz. Denne var jo årsagen til, at de arvede Ryegaard, og derfor hedder de ældste sønner Rosenkrantz som mellemnavn, dog med en enkelt undtagelse.

Frederik Christian gifter sig 1864 med Frederikke Zachariae. Som en morsom detalje var Frederikkes mor, Louise Frederikke Dannemand, Frederik d. 6s datter "til venstre" !

Frederik Christian bygger i 1876 den nuværende avlsgård og flytter herover med familien, der på det tidspunkt omfatter 5 børn. Han nedriver de to gamle bindingsværkshuse og den gamle avlsgård. Arkitekten, der byggede den nye avlsgård, hed Tvede. Min oldefar beder ham om at bygge en hovedbygning. Efter sigende ville Tvede ikke, da han jo byggede erhvervsbygninger og ikke beboelseshuse. Han bliver overtalt og bygger rødstensbygningen med det store tårn i 1878. Bygningen lå på samme sted som de gamle bindingsværkshuse. Familien flytter nu ind i det nye hus, og de ender med at have i alt 8 børn.

Frederik Christian moderniserer hovedbygningen på 'Trudsholm og opfører nye avlsbygninger der i 1876. Ryegaard og Trudsholm var så vidt vides bortforpagtede. Frederik Christian var formand for Rye-Sonnerup sogneråd i 45 år!, medlem af Roskilde Amtsråd i 36 år!, medlem af Folketinget i 16 år!, endvidere var han kongevalgt medlem af Landstinget.

Der har rimeligvis ikke været så meget tid til at tage sig af land- og skovbruget. Skovbruget blev varetaget af skovrider Rolsted, hvis far havde været skovrider før ham. Skovridergården var dengang på Jægerslund, Elverdamsvej 169. Det fortælles, at skovrideren en dag var kommet til Frederik Christian og stolt havde fremvist den første fasan, der var blevet skudt på Ryegaard. Min oldefar var blevet rasende!

Der var også en skytte. Han boede i det gamle Bondhus overfor den røde Dyrehavelåge. Det nuværende Bondhus er bygget i 1942, da Munkholmvej blev udvidet. Skytten var meget glad for både øl og snaps, men passede efter sigende sit arbejde alligevel. Dyrehaven var på det tidspunkt en del større, og her gik der dåvildt til ca. 1921.

I Dyrehaven lå ligeledes et teglværk. Leret blev rimeligvis hentet på toppen af en nærliggende bakke. Vejspor ned ad bakken vidner om meget trafik med vogne. Teglværket stoppede og blev nedrevet i slutningen af 1800. Teglhuset findes dog endnu, og her har rimeligvis boet en ansat på værket.

Maleren Simon Simonsen har dekoreret to dørfyldinger, måske som betaling for kost og logi. Han har nemlig malet mange billeder på egnen og har sikkert boet til leje hos Teglhusets beboere.

Digteren Christian Winther har ligeledes boet til leje hos beboerne i det gamle Krabbeslund, der 1å samme sted, hvor det nuværende findes, på Elverdamsvej 173. Henrik Pontoppidan har skrevet en historie, der foregår omkring Langtved Færgekro og Strandskoven. I Carit Etlars Dronningens Vagtmester lader han Gøngehøvdingen udskibe fra Langtved Færgekro efter et besøg på Ryegaard. Gøngehøvdingen skulle til København, og det var i de tider mere sikkert at sejle.

Frederik Christian var efter sigende en hustyran og meget dominerende. Hans ældste søn Henrik Jørgen, der uvist af hvilken grund ikke hed Rosenkrantz, forpagtede Trudsholm i 1892, da han var 26 år gammel. Han skulle hver dag stille på godskontoret på Ryegaard. Hvorfor vides ikke, det skulle han bare!

Frederik Christians fire døtre blev kørt meget stramt. Den ældste, Inge, var født tunghør og havde høreapparat. Hun skulle holde styr på linnedstuen. Hun ville gerne have været gartner, men det måtte hun ikke. Da jeg var dreng, var hun jo en ældre dame, men livlig og havde let til latter. Hun sagde engang, at hvis hun havde vidst, at hun skulle leve, som hun gjorde, så havde hun lavet nogle flere "basseraller" (gale streger). Jeg tror, at jeg har opsnuset en af "basserallerne". Jægerslund blev moderniseret for nogle år siden. Bag et træpanel sad et fotografi af Inge. Hun har sikkert været betaget af en mand på Jægerslund og har givet ham et foto i al hemmelighed. Enten har manden været ligeglad eller har været rædselsslagen og har stukket det om bag panelet!

Den næste hed Ellen. Hun var mere stram i det men altid venlig. Hendes opgave var at holde styr på sølvtøjet. Præsten i Kirke Hyllinge havde friet til hende, men oldeforældrene syntes ikke, at det var fint nok!

Den næste i rækken var Anne Eliza. Jeg husker ikke meget om hende, men hun blev heller ikke gift. Da cykler blev almindelige, ønskede alle sig brændende en sådan. Så kunne de da komme lidt rundt i omegnen. Men nej det måtte de ikke!

Den yngste, Louise, nåede at blive gift med en fætter, der med årene fik et alkoholproblem!

De tre ugifte søstre og deres mor boede, fra faderens død i 1912, resten af deres dage i en lejlighed i de "engelske" huse i Klampenborg.

En søn Einar døde som spæd. Frederik Vilhelm levede mere eller mindre hemmeligt med sin kone og deres fire børn i København. De blev gemt væk i soveværelset, når Farfar fra Ryegaard kom på besøg! Oluf levede også i København med en såkaldt "husbestyrerinde". Hans søstre i Klampenborg måtte heller ikke vide noget. Han blev dog gift med hende, men først på sit dødsleje. Da vi lærte hende at kende, var hun en overordentlig hyggelig person. Alle disse børn havde øjensynligt været bange for den dominerende far! Frederik Christian dør som nævnt i 1912.

Vi er nu nået til min farfar Henrik Jørgen, der forpagtede Trudsholm i 1892. Af temperament en afdæmpet og beskeden mand. Han frier pr. brev til Sophie Louise de Falsen Zytphen-Adeler født 1872 på Dragsholm. Han regner ud, hvornår der kommer svar til posthuset i Roskilde. Han får sadlet sin hest og rider til Roskilde. Brevet er der, men han rider hjem til Trudsholm, før han åbner det og læser, at hun har sagt ja!

De bliver gift 1895 på Dragsholm. Sophie Louises søskende er forfærdelige imod ham. De siger, at han er bondekarl og lugter af møg!

Henrik Jørgen driver Trudsholm udmærket. Hans heste bliver fodret og passet ordentligt, der er orden i tingene. Når der skulle tærskes, kom et omrejsende tærskeværk, der blev trukket af et lokomobil (dampmaskine). Kernen kom i sække, der skulle bæres på loftet. Halmen blev presset i bundter og rakt med hånden højt op i laden.

Henrik Jørgen fandt på at hænge en talje op i ladeloftet. Ved hjælp af et langt reb kunne man hejse flere bundter halm op, når der var et par heste i den anden ende af rebet. Frederik Christian på Ryegaard hørte om dette og sagde: "Henrik, du gør det snart så nemt for dem, at de kan stå med hænderne i lommen!"

Der var jo mange ansatte til at passe malkekøer, grise, heste og høns m.v. foruden at markerne skulle passes året igennem.

Min farmor Sophie Louise havde naturligvis husjomfru og piger til hjælp, men har alligevel haft meget at gøre. Der skulle jo være mad til alle disse mennesker hver dag. Der skulle vaskes tøj og gøres rent. Hun var vist en ret speciel mor for sine fire børn.

Den ældste, min far, Frederik Christian, blev født i 1897. En vanskelig fødsel. Min far sagde: "Jeg er født siddende!". Fødslen gik i gang, men der skete ikke rigtig noget. Der fandtes jo ingen telefon. Et hestekøretøj var blevet sendt til Hvalsø, hvor nærmeste læge boede. Herefter skulle de så køre tilbage til Trudsholm. En tur på i alt 14-15 km. Jordemoderen var formodentlig kommet. Min farmor blev sat op i en vogn, hvorefter de kørte hende rundt på gårdspladsen, hvor det var godt ujævnt. Det lykkedes omsider, og min far så dagens lys. Herefter fik min farmor tre børn til: Kirsten, Mogens og Litten.

Som barn var min far mørkeræd og bange for fjer. Der har vel stået 1903 på kalenderen. Hans mor sendte ham fra Trudsholm i mørke til et nærliggende hus, omkring 500 m væk. Her skulle han melde sig til konen og så gå hjem igen! Andre gange blev han sendt op i dueslaget for at hente en dueunge i sit forklæde! Min farmor havde dog andre talenter. Hun sad om aftenen og lavede legetøj til børnene. Vogne, landbrugsredskaber og dukkestuer. Hun havde sans for sygepleje. Hvis nogen kom til skade f. eks. på gården, rensede hun sår, standsede blødninger og lagde forbindinger. Endvidere startede hun sygeplejeforeningen på egnen.

Hendes svigerforældre boede jo på Ryegaard, og her forventede man, at familien på Trudsholm kom til middag hver søndag aften, altså på ugens eneste fridag. Min fars søster Kirsten har fortalt, at hun som barn kunne huske, at hun havde hørt lyden af mange mænd, der brugte le i høsten, når kornet blev mejet. Det foregik på Ryegaard. Hvorfor har hun bidt mærke i det? Måske fordi min farfar havde teknisk sans og muligvis allerede havde anskaffet aflæggere (hestetrukne maskiner, der kunne klippe kornet af og lægge det ud på jorden, hvorefter det så skulle bindes i neg med håndkraft). Det var altså forløberen for selvbinderen.

Trudsholm var vel på dette tidspunkt på ca. 200 ha dyrkbart areal. Det er i dag reduceret til ca. 120 ha. udstykningen i 1920, motorveje m.v. har taget de 80 ha.

Ryegaard var som nævnt bortforpagtet. Her var et velfungerende mejeri. Vi har mange diplomer liggende, der viser, at man lavede f. eks. både ost og smør af høj kvalitet. Her var også malkebesætning, grise og mange heste. Der var naturligvis en masse ansatte, både på gården og i køkkenet. Ude på marken, et stykke fra gården, lå der en såkaldt polakkaserne. Her boede de polske piger, der var beskæftiget både i mark og i stald, derudover var der beskæftiget folk i gartneriet, som forsynede herskabet med grønsager og blomster. Dette fungerede også som handelsgartneri. Herskabets mange køreheste, seletøj og vogne skulle passes. Det var ganske almindeligt at sende køretøjer til Roskilde og Hvalsø, når der skulle hentes gæster, eller hvis herskabet selv skulle nogen steder. Jeg har i øvrigt kendt min oldefars førstekusk, han har også været kusk for min far, og han døde først engang i 50erne.

Hovedgårdens dyrkede areal udgjorde ca. 400 ha. Udstykninger, veje m.v. har taget ca. 150 ha, så at der i dag er ca. 250 ha dyrket areal. Hertil kommer så skovene ca. 400 ha.

Efter min oldefar Frederik Christians død overtager Henrik Jørgen. Ved dette ejerskifte måtte man frasælge Barritskov i Jylland, der jo stadig hørte til på dette tidspunkt. Henrik Jørgen havde sukkersyge og skulle holde en streng diæt. Han overholdt den vist ikke altid, og han døde allerede i 1917 kun 51 år gammel. Både han, min oldefar og deres familier er begravet på familiegravstedet på Rye Kirkegård.

Så blev det min far Frederik Christian der, 20 år gammel, skulle overtage med en ny gang arveafgift o.s.v. Det store rødstenshus, som min oldefar havde bygget, var ikke betalt endnu, og min far har betalt de sidste afdrag på dette!

Lensafløsningen kom og udstykningen, hvor der blev taget ca. 150 ha landbrugsjord fra Ryegaard.

I år 2000 er der 371 ha dyrkbart areal inkl. de gårde, der i mange år har været bortforpagtet. Skovene udgør 503 ha, huse, rørskær, moser og veje 251 ha, i alt 1.126 ha.

Forfattet af  Niels. H. R. greve Scheel, 1933-2006