Landskabet ved kroen

Stierne der går op bag ved Ishuset ved Munkholmbroen dejlige til en spadseretur.

Det er kuperet terræn. Fantastisk udsigt over fjorden.

Historiske fortællinger  om "Solnedgangsstien" - ved ishuset og Munkholmbroen.

Hellekiste fra bondestenalderen

Højt på skrænten bag den nu nedbrændte Langtved Færgekro ligger en fredet gravhøj.

Her har bondestenalderens folk for ca. 4000 år siden opført en grav til deres høvding eller medlemmer af hans slægt. Graven har bestået af et stenkammer på 2-3 meters længde, sat af store delvis tilhuggede sten. Mod øst har man kunnet fjerne en sten, så graven kunne bruges flere gange. Over stenkammeret har stenalderbønderne anlagt en lille høj med en kæde af sten omkring. Højen kunne ses vidt omkring i fjordlandet, og har dermed demonstreret høvdingeslægtens betydning.
Idag kalder vi en sådan grav for en "hellekiste", fordi den er bygget af heller, det vil sige tilhuggede sten.

Urnegrav fra yngre broncealder
Den markante placeringen ved kysten, har givet anledning til genbrug af gravhøjen i flere hundrede år. Dette kan være tegn på, at det er samme slægt, som har hersket ved fjorden.
Højen blev bygget større og højere, og endnu 1000 år efter anlæggelsen af hellekisten, blev der stadig begravet i højen. Det var i slutningen af broncealderen hvor de døde blev brændt, og ben og gravgaver efterfølgende blev samlet i en krukke og sat ned i ældre høje. En sådan krukke - eller snarere indholdet i form af et broncespyd blev fundet her i 1916.

Den fredede høj
Højen blev første gang besigtiget af Nationalmuseet i 1908. Idag er højen fredet, men der er stor risiko for nedstyrtning af stenene i hellekisten. Forsigtig færdsel er en forudsætning for bevaring, brug derfor stien og kun den !
 

Krohaven
Nedenfor skrænten bagved og nord for kropladsen, ser man nogle markante stensætninger.

Sådanne "grotter" var en meget populær form for havekultur i begyndelsen af 1900-tallet. Man byggede stenhøje i de private haver og i de mange anlæg, der dukkede op i de små nye stationsbyer, var det også et fast indslag.

Ved kroer og restauranter, hvor man havde mulighed for udendørs servering, anlagde man noget tilsvarende. Her ved Langtved Færgekro gav den høje skrænt endda mulighed for at anlægge flere stensatte grotter ved siden af hinanden.
Netop den udendørs servering var en af attraktionerne et sted som her, hvor der var udsigt over vand. Det var til gengæld utroligt hårdt for tjenere og servitricer at "servere på grus". Det sled på både fodtøj og benmuskler, og så var der også risikoen for at folk, der sad længst væk, strøg fra regningen.

Garverihuset
Hvor man i dag går fra Munkholmvejen op ad trætrappen til Solnedgangsstien, ses nogle kraftige kampestensfundamenter.
Her lå stadig i begyndelsen af 1900-tallet det såkaldte garverihus. Det var en længe hvor mange familier har boet til leje gennem årene. Det kunne være fiskere, daglejere eller andre med tilknytning til Ryegaard Gods. Børnene herfra skulle helt til Sonnerup for at komme i skole, det var en lang tur gennem skoven, selvom det kun var hver 2. dag.

Garveriet
Huset var oprindeligt en del af det garveri, herremanden til Ryegaard Frederik Christian Rosenkrantz fik privilegium på i 1783, og som var virksomt op til midten af 1800-tallet.

Placeringen af garveriet var hensigtsmæssig, da der var skov, å og udskibningsmuligheder. Syd for Munkholmvej ses stadig den lille bæk, der bærer navnet Garverrenden. Bækken med opstemmet møllesø førte tilstrækkeligt vand til at drive et underfaldshjul til barkmøllen. Stanken omkring et garveri gjorde også den afsides beliggenhed til et godt valg.

Barken - af eg - kunne i altfald i starten hentes i skovene omkring, og kalk, der også indgik i garveprocessen, blev hentet i det dertil indrettede kalkbrænderi i Ryegaard Dyrehave. Forsyningen af lokale huder blev dog snart utilstrækkelig, og i 1811 omtales det, at de blev hentet på Vesterbro, hvor Københavns slagtere holdt til.

Der arbejdede omkring 8 mand ved garveriet, huse og værkstedsbygninger dannede sammen med kroen en hel lille landsby.