Bo til leje på Ryegaard

Vi har lejet huse ud i mange år - læs her mere om, hvordan vi gør det

På Ryegaard Gods har vi lejet huse ud i mange år.

Vi har gjort os mange erfaringer, og prøver at gøre os umage for, at vores lejere er glade lejere.

Vi lejer omkring 35 huse ud. Det mindste er 40 kvadratmeter og det største 650 kvadratmeter. Vi flytter nye lejere ind i fem til seks huse om året.

Vi har gamle huse og helt nybyggede huse, vi har huse med stråtag og huse med tegltag. Husene bliver opvarmet med alt fra brændeovn, elpaneler, pilleovne, pillefyr, varmepumper, jordvarme og oliefyr. Nogle huse ligger midt i skoven, andre helt ud til en stor vej.

Vores huse er ganske enkelt ikke ens, men hvert enkelt har sin egen charme.

Vi gør rigtig meget for at finde de rigtige lejere til vores huse. Lejere, som vi tror passer ind i det enkelte hus - og som vil passe på det. Vi vil genre leje ud til folk, der  - ligesom os - sætter pris på, at de aftaler, der bliver indgået også bliver overholdt. Derfor bruger vi ret meget tid på at mødes med og tale med interesserede lejere. Og det giver os i langt de fleste tilfælde nogle gode lejere, og adskillige har boet hos os i mange år.

Vi har således ikke en venteliste, men en mail-liste, hvor vi skriver ud, når et hus kommer til leje. Er du skrevet op på denne liste får du besked om de huse, der kommer til leje (og der komer ikke noget irrelevant spam ud denne vej) og kan i hvert enkelt tilfælde tage stilling til, om huset er noget for dig. Hvis du ønsker at se det eller vil vide mere, så udfylder du formularen på hjemmesiden, og vi kontakter dig.

I hverdagen gør vi os umage med at reagere hurtigt, hvis vores lejere har akutte problemer med for eksempel noget, der pludseligt går i stykker. Lejerne ved, hvordan de kan få fat i en med kendskab til huset, der hurtigt vil tage sig af det konkrete problem.

 

Vi har boet til leje i et af Ryegaards lejemål. Vi har været særdeles tilfredse over hele forløber og i særdeleshed været imponeret over godsets hurtige svartider og service f.eks. i forbindelse med vedligehold og de mindre problemer vi har oplevet. 5 stjerner herfra.

- Pia og Thomas Meldal