Skolebørn planter træer i Ryegaard Dyrehave

Børn fra Bramsnæsvigskolen planter træer i Ryegaard Dyrehave med den landsdækkende klimakampagne Genplant Planeten. Kampagnen skydes i gang af Kronprinsesse Mary i Albertslund, København.

PRESSEMEDDELELSE

Så er det frem med spaderne og på med røjserne! I første uge af november planter 15.000 børn fra 195 skoler træer for et bedre klima med klimakampagnen Genplant Planeten. Børnene planter 33.000 træer på skoler og i skove over hele landet - og arbejder med skov, træ og klima, og hvad vi gør for at komme klimaforandringerne i møde.

Følg Genplant Planeten i Ryegaard Dyrehave
Den 5. november er børn fra Bramsnæsvigskolen med til at plante 850 egetræer og 1700 cypres i Ryegaard Dyrehave fra klokken 8 om morgenen. Pressen er velkommen til at deltage.

Formål med træplantning
Formålet med Genplant Planeten er at vise børn og unge, at de selv kan handle aktivt for et bedre klima. Projektet sætter samtidig fokus på, at træplantning, bæredygtigt skovbrug og brug af træ er en del af løsningen på klimaproblemet. Genplant Planeten kampagnen kører både i 2015, 2016 og 2017.

Gratis træer til skolerne
Med Genplant Planeten får skolerne gratis træer, som de enten planter til skoleskove og grønne klasseværelser på skolens område - eller planter i eksisterende eller helt nye skove. Hvert træ vil optage CO2 fra luften og bygge kulstoffet ind i sin plantekrop. Når vi planter skov og bruger træ fra bæredygtigt dyrkede skove, kan vi på den måde binde en del af den CO2, som skaber klimaproblemet.

Nyt ude-undervisningsmateriale
Med Genplant Planeten udgiver Skoven i Skolen hæftet "Genplant Planeten - Træets kredsløb og klimaet". Materialet bygger på udeskolepædagogik - og eleverne arbejder teoretisk og praktisk med klima og med at plante træer, dyrke skov, fælde træer, bruge træ og træ som grøn energi.

Støtte
Genplant Planeten gennemføres af Skoven i Skolen. Projektet støttes økonomisk af Nordea-fonden, DONG Energy, DAPO, Friluftsrådet, Danske Planteskoler og 15. Juni Fonden og praktisk af en lang række organisationer, som arbejder med skole, skov og træ (se nedenfor). Akkerup Planteskole, Højmoses Planteskole, Holdens Planteskole samt Frijsenborg Planteskole leverer og pakker træer.

Kronprinsesse Mary deltager i startskud i Albertslund
Genplant Planeten går i luften med et startskud på Naturcenter Herstedhøje den 2. november fra klokken 10 - 13.30. HKH Kronprinsesse Mary deltager og planter et egetræ i den splinternye skov: Prinsesselunden. Kronprinsessen får hjælp af 120 skolebørn, som planter træer, svider kul og undersøger, hvordan skov, træ og klima hænger sammen. De mange parter bag Genplant Planeten er også inviteret. Pressen er velkommen til at deltage også i dette arrangement, og alle inviteres til at plante træer. Tilmelding af presse og alle andre nødvendig til info@skoven-i-skolen.dk. Pressen briefes på stedet klokken 11.15.