Rollespil på godset

Til foråret kommer der et stort rollespils-arrangement på Ryegaard og Trudsholm Godser. Realdania har netop givet tilsagn om støtte til projektet.

Der kommer orker, dværge, elver og mange flere, når Ryegaard og Trudsholm Godser for første gang holder et stort anlagt rollespilsarrangement over flere dage i dagene omkring Kristi Himmelfart.

"Vi håber at se både børn  i alle aldre, deres forældre og bedsteforældre, når vores park skal danne ramme om rollespil, workshops og familiehygge", siger godsejer Johan Scheel.

Ideen er opstået i samarbejde med Rene Rusborg, der er pædagog i nærområdet og har holder events for børn, hvor rollespil indgår. Han er samarbejdspartner på projektet.

Støtte fra Realdania

Ryegaard og Trudsholm Godser har søgt og fået bevilget penge til projektet gennem Realdanias kampagne: Byd indenfor. Her drejer det sig om at åbne danske herregårde op for offentligheden og vise omgivelserne frem.

Og Ryegaard og Trudsholm Godser har fra denne pulje fået 75.000 kroner.

"Det betyder, at vi kan lave rollespilsarrangementet. Vi har en klar fornemmelse af, at der er en stor interesse for rollespil og kunne tænke os, at arrangemnetet bliver en succes, vi kan gentage. men der er altid store omkostninger, når man skal afprøve noget nyt, derfor betyder pengene fra Realdania, at vi tør kaste os ud i det, siger Johan Scheel.

Aktiviteter over flere dage

Det er planen, at arrangementet løber over flere dage, og man kan købe billet til enten en enkelt eller flere dage. For de, der kommer langvejs fra, bliver der en camp med mulighed for overnatning.

Arrangørerne har kontakt med lokale rollespilsforeninger og -forretninger med henblik på samarbejde omkring arrangementet, der gerne skulle trække rollespilsglade børn - og voksne - til fra nær og fjern.

Læs løbende mere om arrangementet her på vores hjemmeside.