Tre ton flyvende bro

En galvaniseret stålbro på tre ton er blevet løftet på plads i parken på Ryegaard Gods. Nu kan gæsterne til julemarked og andre begivenheder i parken skyde genvej fra parkeringspladsen over voldgraven.

Pressemeddelelse                                                                                           

Der var spænding både på jorden og i luften, da en tre ton tung bro forleden blev løftet på plads over voldgraven i Ryegaard Park.

Broen blev forsigtigt løftet op af en mobilkran fra Smededesign i Gevninge, der har designet og produceret broen. Den skal fra kommende weekend lette vejen for gæsterne fra parkeringspladsen til julemarkedet, når der er julemarked og juletræssalg på Ryegaard Gods.

"Broen har været et ønske i mange år. Nu kan gæsterne gå direkte fra parkeringspladsen til Jul på Ryegaard og behøver ikke gå uden om voldgraven og gå på samme vej som hestevognene", siger godsejer på Ryegaard og Trudsholm Godser Johan Scheel.

Mange ton fundament
Broen blev løftet forsigtigt på plads mellem de store omkringstående træer. Men før denne løfteopgave blev der udført støbearbejde af Ryegaards egne folk. Mere end 16 ton beton er blevet brugt til at støbe fundamenterne på brinkerne af den gamle voldgrav.

"Og nu monterer vores folk en tomme tykke brædder på broen og monterer en håndliste af eg med lys under", fortæller Johan Scheel om bro-bygnings-projektet.

Og der arbejdes på højtryk. De to ton brædder, håndliste og lys skal være færdige, når gæsterne til Jul på Ryegaard ankommer i weekenderne frem mod jul.

Premiere i kørestalden
Der har allerede været åbent til Jul på Ryegaard den første af fire weekender, hvor der i år for første gang er julemarked i den gamle nyistandsatte kørestald fra 1656.

Stadeholderne står for de flestes vedkommende i hver sit spiltov, der er brosten på gulvet og i den gamle foderrum ligger julemanden og sover. Der er med andre ord lagt op til stemning og julehygge. Der er åbent i weekenderne fra 10-16 og fredage fra 16-19. Gratis adgang og parkering.