Mere for børn til Jul på Ryegaard

Til julemarked og juletræssalg på Ryegaard Gods kan børnene i år også lave deres dekoration og få en tur på hesteryg.

Jul på Ryegaard giver for første gang børn mulighed for at kreere deres egen juledekoration til Jul på Ryegaard. Et sæt "råvarer" til en dekoration kan købes for 75 kroner.

Granteltet, som hidtil har rummet pynt og gran og juletræsfødder til salg, er i år blevet udvidet. Det er her, børnene kan lave en dekoration, og så bliver der også færdige dekorationer, kranse og ikke mindst et dekorations-kit til salg.

Sidstnævnte er for dem, der ikke har fået samlet delene til en dekoration, men gerne vil lave den selv.

"Så kan man købe et kit med hjem og lave den hjemme i ro og mag", fortæller godsejer Johan Scheel om det nye tiltag.

Som noget andet nyt i granteltet er der gavekurve med specialiteter fra Ryegaard og omegn til salg til for eksempel værtindegave.

En tur på hesteryg

Tidligere år til Jul på Ryegaard har der enkelte dage været pony-ridning. Det bliver der i år alle lørdage og søndage i åbningstiden.

Det bliver på pladsen tæt ved julemarked og brandsprøjtehuset. Der kommer også til at dufte af bolcher, idet der i år kommer bolchekogeri og salg af bolcher udendørs i telt.

På andet år er de øvrige stande til julemarked flyttet indendørs i den gamle rødkalkede kørestald. Her er der blandt andet smykker, vin, brugskunst og ikke mindst de traditionsrige håndmalede julekugler.

Der er fortsat gratis adgang til Jul på Ryegaard.