Besøg Frihuset

Frihuset slår onsdag den 6. august dørene op for gæster, og vært Thomas Uhrskov fortæller om produktionen bag TV2 Fri.

PRESSEMEDDELELSE, 28.7.2014


Hvordan ser der ud i virkeligheden i Frihuset? Det kan man se med egne øjne onsdag den 6. august, hvor TV2 Fri og Ryegaard og Trudsholm Godser i samarbejde åbner dørene for interesserede.

I lidt mere end et år har TV2 Fri nu sendt fra "Frihuset", der ligger med udsigt over Bramsnæs Vig. Huset, der også lyder navnet Krabbeslund, ejes af Ryegaard og Trudsholm Godser.

Fra mandag den 4. august sender Frihuset igen live mandag til torsdag efter en sommerpause, og onsdag den 6. august vil vært Thomas Uhrskov eksklusivt stå for en rundvisning og fortælle om tv-produktionen.

På grund af parkeringsforholdene skal interesserede mødes ved ishuset på den østlige side af Munkholmbroen, hvor den tidligere Langtved Færgekro lå. Herfra vil en medarbejder fra Ryegaard og Trudsholm Godser følges med gruppen og fortælle lidt om omgivelserne på vejen til Frihuset. Turen er på cirka 1,5 kilometer.

Ved Frihuset vil Thomas Uhrskov tage imod, og efter rundvisningen vil der blive serveret en sandwich og en vand, en øl eller et glas vin. Efterfølgende kan deltagerne vælge at gå enten hver for sig eller følges med guiden tilbage til parkeringspladsen.

Arrangementet begynder klokken 18 og koster 400 kroner per person. Billet skal købes på forhånd på Ryegaard og Trudsholm Godsers hjemmeside www.ryegaard.dk.